Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysiske Rammer

Kreativitet, fantasi og læring er omdrejningspunkter for de fysiske rammer i Mariehuset  

 Vi er et åbent og dynamisk hus med en bred variation af forskellige læringsmiljøer som hver især appellerer til forskellige aktiviteter og former for fordybelse. Alle miljøer har hver deres virke i udviklingen af dit barn. Vi evaluerer og udvikler løbende de forskellige miljøer ud fra et børneperspektiv, hvor det er børnenes interesser, der er med til at skabe de forskellige rum.


En for alle og alle for en 

Vi er en børnehave der både praktiserer gruppeopdeling og et åbent hus, hvor børnene færdes sammen på tværs af alder og grupper. Vores formiddag er gruppeopdelt således at yngste gruppen deres egne rum, hvor de kan være uforstyrret helt for sig selv til at opbygge relationer i trygge rammer. De to ældste grupper er sammen dagen igennem, men laver ofte vokseninitierede aktiviteter i aldersinddelte grupper, så vi rammer gruppen og barnets niveau.  
 

Udenfor

Legepladsen er et stort område med mange forskellige zoner, som hver især indbyder til leg og udfordrer motorisk. Vi har cykelbane, klatretræer, sandkasse med legehuse, BMX-bane, Shelter og meget mere.  

Bålhytten danner rammen om madlavning og hyggelige stunder omkring bålet, samt diverse aktiviteter som snitning, historiefortælling, spisning og mange andre. 

Dyrehold er et vigtigt element på vores legeplads, hvor vi har fritgående høns, som børnene kan få æg fra. Desuden har vi andre dyr, som løbende varierer mellem f.eks. kaniner, undulater og fasaner med videre. Børnene hjælper med at passe alle vores dyr. 

Køkkenhaven passer vi i fællesskab og skaber en forståelse for begrebet fra jord til bord. Vi følger processen fra lille frø, til vi står i køkkenet og tilbereder grøntsagerne, vi putter i munden. Vi har desuden et drivhus til de ting, der er lidt mere varmekrævende.  

Urte- og sansehaven er fyldt med forskellige urter og sanseoplevelser man kan dufte, smage og føle. Vi har også en ’æblelund’, som fortsat er under udvikling. 

 
Indenfor  

Fællesrummet er en kombination af spise område, hvor man i ro kan nyde sin mad og snakke med sine venner og de voksne, det åbne køkken hvor man kan følge med i bollebagningen og deltage i madlavningsaktiviteter, samt en læsekrog hvor man kan fordybe sig i bløde puder med en bog. Vi bestræber, at dette rum er et rum uden megen støj.  

Regnormerummet er de yngste og nyopstartede børns helt eget rum, hvor de altid kan finde tryghed i hinanden og danne relationer til de jævnaldrende, som de skal følges med op igennem børnehaven.  

Naturværkstedet er rummet, hvor vi har vores indendørsdyr som kornsnog, skildpadde, kakerlakker og ofte andre levende dyr. Her fordyber vi os i forskellige forsøg og opgaver med natur og udeliv, samt udforsker dyrelivet gennem bøger og andet. Vi har også en samling af knogler, fagbøger med mere.  
 
Dyrerummet er fyldt med forskellige plastik dyr og et væld af klodser, som inspirerer til kreative og fantasifulde lege. Rummet er malet som natur og kan inddrages og pyntes til de forskellige årstider. 

Spilrummet er fyldt med Uno, puslespil, Vildkatten og mange andre spil. Det er ligeledes her, hvor vi udforsker forskellige digitale verdner ved brug af projektor, IPads med mere. 

Bilrummet er fyldt med biler og Lego Duplo, som udfordrer kreativitet og bidrager til fordybelse. 

Motorikrummet er, hvor vi danser, tumler og får pulsen op i motorisk udfordrende aktiviteter enten med eller uden vores forskellige materialer. 

Værkstedet er fyldt med et væld af kreative materialer. Her styrker vi finmotorik og udfolder os kunstnerisk og fordybe os i processerne alene eller sammen med andre.  

Dukkerummet er indrettet med legekøkken og udklædningstøj, som kan give inspiration til f.eks. rollelege. 

Puderummet er fyldt med puder i alle størrelser og former. Her kan der bygges huler eller laves forhindringsbaner. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.